Danmark er en vaskenation. I gennemsnit vasker vi over 200 kg tøj om året per person, og vores vaskebehov er stigende . I Danmark bruger vi 33 millioner kg vaskepulver om året. Kilde: Forbrugerkemi.dk og Familie uden kemi.
Vaskeriets problemer
Der er flere problemer ved vores tøjvask,som vi skal være opmærksomme på, både i forhold til køb af vaskemidler, og til vores vaske og tørrevaner. Mange vaskemidler er blevet mere grønnere målt efter deres evne til at nedbrydes biologisk, og en stor del af de kemiske stoffer i vaskemidlerne fanges i spildevandsrensningsanlæg. Men ikke dem alle – for der er stadig kemiske stoffer i vaskepulver og skyllemiddel, som er svære at nedbryde:
- Tensiderne er hovedingrediensen i vaskepulver og i skyllemiddel og det er en fællesbetegnelse for en række stoffer, som også kaldes detergenter, overfladeaktive stoffer eller vaskeaktive stoffer. De løsner og fjerner snavs og fedt fra tøjet. Men de opløser også de vandlevende organismers celler og membraner…
- De anioniske tensider findes i mange danske vaske og rengøringsprodukter, og de nedbrydes kun, når der er ilt til stede - og det er ikke altid tilfældet i rensningsanlæggene.
- I skyllemidlet er det de såkaldte positive ladede kationiske tensider, som lægger sig som en hinde rundt om tøjets fibre. Disse tensider er svære at nedbryde i miljøet og de er giftige for vandlevende organismer.
- Optisk hvidt tilsættes nogle vaskemidler for at få tekstiler til at se ekstra hvide ud. Det er et pigment, som sætter sig på tekstiloverfladen. Optisk hvidt har ingen vaskeeffekt, er svært nedbrydeligt og meget giftigt for vandlevende organismer. Desuden er man bekymret for, hvilket effekter der er, når optisk hvidt kommer i kontakt med huden.
Problemerne med vores tøjvask er også relateret til den energi, vi bruger på at vaske og tørre vores tøj samt til de enorme mængder af emballage fra vaskemiddelprodukterne og produkternes indhold af palmeolie – der forårsager rydning af regnskoven.
Her er nogle grønne vasketips:
- Vi kan spare på energien ved at droppe tørretumbleren – helt! Det meste af året kan tøjet tørres udendørs enten i vind eller i overdække. Er du dog ivrig tørretumbel-afhængig, så sørg for at få et energimærket produkt.
- Vi kan vaske helt rent ved vask på max 40 grader. Støvmider dør kun ved 60 grader, så har du støvmideallergi skal du vaske sengetøj ved 60 grader.
- Gå udenom vaskepulver der indeholder Optisk hvidt.
- Drop vaskemidler med parfumestoffer – de gør ikke tøjet renere, men kan give dig allergi.
- Vi kan vaske vores tøj ved 20 grader ved brug af koldtvandsvaskemidler. En undersøgelse foretaget af Dong viser, at du kan spare op til 60 % af energien. Det svarer til at vi sparer over halvdelen af den el, der produceres årligt på Svanemølleværket i København.
- Drop brug af skyllemiddel, da det kun belaster dig og miljøet med parfume- og miljøskadelige stoffer. Brug eddike i stedet for, det både blødgør tøjet og forkæler din vaskemaskine, da det fjerner kalken fra vaskemaskinen.
- Vi kan sørge for at vores vaskemaskine er helt fyldt op.
- Vil du blege tøjet, så brug produkter med natriumpercarbonat i stedet for klor. Natriumpercarbonat er 100 % nedbrydeligt – og ved brug bliver det til ilt og soda. Kilde koogko.dk
- Vi skal vælge de grønne vaskemidler og helst de store bøtter, så vi sparer emballagen. Se de grønne vaskemidler her.
- Brug nøjagtigt opmålt vaskepulver så det passer til vandets hårdhed i dit område. Her kan du se, hvor hårdt drikkevandet er i din kommune.
- Du kan bruge kalkbindere. Alle vaskemidler indeholder kalkbindere, men i områder med hårdt eller middelhårdt vand kan du med fordel tilsætte ekstra kalkbinder når du vasker. Når den rette mængde kalkbinder tilsættes, behøver du nemlig mindre vaskemiddel og kan
dosere efter vejledningen for blødt vand.


