Min mobil har en blodig historie – hvad med din?

Share

Jeg sidder i min lokale biograf og ser dokumentarfilmen Blod i Mobilen. Inden jeg trådte ind i biografsalen, stillede jeg min Nokia telefon på lydløs.  Men lydløs og ikke-bemærkelsesværdig, dét er vidst det sidste, man kan sige om Nokia telefoner…

For Nokia og andre mobiltelefoner har en voldsom blodig historie bag sig, som ganske enkelt gør mine og måske også dine telefonopkald knap så bekvemme :

I det afrikanske land Congo, langt inde i junglen, uden for alt lov og ret og i et samfund, hvis eksistens og ‘udvikling’ er i hænderne på rå militser og autonome regeringstropper, udvindes mineraler i livsfarlige interimistiske miner. Det er håbefulde fattige børn og unge mænd, som drager til junglen for at tjene penge.

Pengene får de ikke, derimod bliver de holdt i slavelignende tilstande, idet de arbejdende må betale høje skatter til de militisgrupper, der kontrollerer mineområdet – og betale for at ‘sige op’. Militserne bruger pengene til deres krigsførelse.. Summasumarum – vores telefoner, og sandsynligvis også en del andet elektronisk udstyr,  medfinansierer den forfærdelige borgerkrig i Congo.

Jeg er desværre allerede bevidst om, at mineraler og ædelstene til elektronik og smykker hentes fra ukontrollerede minedrifter med børnearbejdere og skidte arbejdsvilkår. Men at multinationale firmaer får deres råvarer fra brutale militser i Congo, og dermed finansierer våben og soldater – det er bare for lagt ude.

Manden bag filmen Frank Piasecki Poulsen har ikke kun udvist enormt mod og vilje ved at opsøge og filme forholdene i en mine i Congo. Han har også rendt Nokia på dørene i et år, for at få svar på hvad Nokia har gjort ved problemet. I de sidste 10 år har Nokia været velvidende om forholdene i Congo, men har ikke gjort alverden – problemet er der stadig og faktum er, at Nokia telefonerne har krig, død og ødelæggelse på samvittigheden.

Nokia har nølet i årevis - men svarer igen umiddelbart inden filmen har premiere.

Filmen viser en del klip af Frank Poulsen, der konfronterer en række Nokia medarbejdere og ledere om problemet og firmaets ‘laden stå til’. Man får bestemt en følelse af, at de interviewede personer retorisk/strategisk forsøger at krybe udenom, og det skorter da heller ikke på argumenter for hvorfor problemet er overordentligt vanskeligt at finde løsninger på.  Ikke én gang bliver vi præsenteret for en Nokia udtalelse der kunne minde om en beklagelse…

Jeg kan også kun undre mig over Nokias modsvar på filmen, der kom umiddelbart inden filmens premiere herhjemme: Her garanterer Nokia at gøre noget ved sagen gennem øget kontrol med mineselskaberne og smelterierne i form af certifikater på den malm, de modtager fra deres under-leverandører. Altså akkurat dét som Frank P. Poulsen påpegede i hans interviews med Nokia og som seriøse organisationer, der arbejder mod konfliktmineraler, har peget på i årevis.

Noget tyder på, at filmen har presset Nokia til at fremskynde en proces, som de i alle årene har været sig bevidst om, men ikke prioriteret i særlig grad.

Selv meddeler Nokia, at det skyldes en ny lov i USA, der  kræver, at alle producenter af forbruger-elektronik skal deklarere materialerne, de anvender i deres produkter, hvis de sælges i USA. Nokia har valgt at implementere de nye krav globalt, så der ikke er forskel på mobiltelefoner der sælges i USA eller i Europa. Det er jo i sig selv meget glædeligt, og dette vil givetvis have en positiv effekt på andre elektronikproducenter.

Dokumentarisme virker altså!  Hvorfor? Fordi du og jeg bliver opmærksomme på de globale problemer som vores forbrug har på andre steder i verden. Vi tvinges næsten til at tage stilling eller i det mindste til at overveje situationens alvor.

Tak Frank Piasecki Poulsen !

Lad os bakke op om hans engagement! – og næste gang du køber ny elektronik, så sig til din leverandør, at du vil have produkter uden blod i… Prøv at se filmen her:

Links:
Politiken har også bragt nogle artikler om emnet.

Der er en organisation i USA, som arbejder med at forbedre forholdene i Congo: http://www.raisehopeforcongo.org

CNN kan du læse mere om den nye lov i USA