Rigtig godt og grønt nytår!
Jul og nytår er vel overstået, og en lang januar står for døren. Den første måned i 2012 behøver dog ikke være kedsommelig. Prøv at planlæg hvordan dit liv kan blive en tand mere grønt og bæredygtigt, og sæt dig nogle mål for det nye år.
En bæredygtig livsstil med nedsat miljøpåvirkning kan virke som en belastende udfordring, men det kan også sætte lidt krydderi på hverdagen – især hvis der går lidt sport i det.
Måske en grøn dagbog kan hjælpe? Noter dig dine grønne mål, og skriv ned når du og familien foretager en grøn handling, der skåner miljø og klima. Belønningen kan være en udflugt til et særligt sted i naturen eller fx en guidet vandretur.
Her er 16 bud på små og store grønne handlinger:
1. Vær opmærksom på din mademballage. Gå efter glasemballage – konservesdåser har et indvendigt epoxylak coating, der indeholder det hormonforstyrrende stof Bisphenol A. Hæld dine madvarer fra papiremballage over i egne glasbeholdere. Papiremballage er indtil videre ikke særlig godt reguleret og papir, hvor vanddråberne samler sig (og ikke væder papiret) indeholder kræftfremkaldende flourstoffer. Brug aluminium, til ikke-syreholdige madvarer, men sørg for at smide det brugte aluminium til genbrug. Genanvendelsen kræver kun fem procent af den energi, der går til at fremstille nyt aluminium. Brug svanemærket madpakkepapir.
2. Bag dit brød selv. Ingen ved hvilke e-numre, der er i bagerens brød, og så koster det en formue. Brødet i supermarkedet er deklareret, men det er dyrt og kedeligt.
3. Bytte-tøj-fest. Udsalg er godt, men nyt genbrugstøj er bedre. Inviter venner, naboer og familie til tøjbytte-fest og få skiftet ud i garderoben uden af forbruge hverken ressourcer eller penge.
4. Lav en fast dag i ugen til madindkøb. Planlægning af madindkøb og en ugentlig indkøbsdag vil højst sandsynligt mindske både madbudget og madspild.
5. Varm ikke bilmotoren op. Motoren bliver langt hurtigere varm af at køre stille derud af, og det slider på motoren at gå i tomgang, når den er kold. Du skåner både bil og miljøet ved først at starte, når du er klar til at køre.
6. Brug miljøvenlige rengøringsmidler. Rengøringen kan stort set klares med svanemærket opvaskemiddel, natron, citron, salt, eddike og madolie. Sidstnævnte er formidabel til pleje af træ, skopuds, fjerne limrester på eks. vinduer, rengøring af pensler der har været anvendt til oliemaling/putte på dine hænder, hvis du maler med oliemaling, så er hænderne nemme at vaske rene derefter.

7. Brug dit lokale bibliotek. Her finder du masser af underholdning eller mere seriøs viden og input til dit liv, ganske gratis! Mange børn elsker at tage en tur på biblioteket og gå ombord i de lånte skatte derhjemme.
8. Brug cyklen så meget som muligt. Cyklen er ret energieffektiv og du bliver i bedre form. Når en cyklist træder i pedalerne, bliver 99 % af den energi som udvikles, omsat til fremdrift. I sammenligning med diesel og benzinedrevne biler, er det meget effektivt.

9. Tænk i høns! Har du mulighed for at anlægge en hønsegård og -hus i din have, eller at gå sammen med naboen om hønsehold? Høns er super effektive til at omsætte dit mad og køkkenaffald til de lækreste æg! Hvis du får høns af racen Lohman, så har du æg året rundt. Lohman er desuden venlige og rolige høns, som har let ved at blive tamme.
10. Kompost ja tak!. I februar skal du måske klippe havens buske og træer. I stedet for at smide grenaffaldet til kommunal kompostering, så anskaf eller lav dig selv en kompostbeholder. Kompostjord er billig og frem for alt næringsrig jord til jordforbedring eller til dine havekrukker.
11. Har du friværdi i dit hus? Brug den til at investere i solceller. Det kan godt betale sig og så slipper du helt for elregningen. Se artiklen i Økoliv om solceller og beregningseksemplet.
12. Vask hænder i koldt vand. 9 ud af 10 gange når vandet i hanen alligevel ikke at blive varmt, før du har skyllet sæben af igen.
13. Bliv genbrugshaj. Den Blå Avis er en glimrende indkøbscentral. Trendsales.dk har masser af tøj og sko til hele familien. Politiet holder jævnligt auktioner og der sælges elektriske apparater, cykler og haveudstyr. Se flere genbrugtips her.
14. Skal du have nye møbler – så Re-design dine gamle eller køb brugte møbler. Brugte møbler bliver trendy med dit eget touch. Nyt betræk, maling og kærlighed kan gøre underværker. Har du læst artiklen fra Gitte Lacarierre - hun ved hvordan det kan gøres.

15. Hvis du trænger til nyt, så gå efter kvalitet. Måske betyder det, at tingene bliver lidt dyrere på kort sigt. Men i det lange løb vil du spare penge og (natur)ressourcer. Har du set filmen The Light Bulb Conspiracy? En film der dokumenterer, at materielle goder er fremstillet for at gå i stykker efter et vist stykke tid, så behovet for udskiftning af produkterne kunne holde omsætningen oppe… Filmen viser forbruget i en nøddeskal. Ser du den, får du lettere ved at udføre næste punkt:
16. Har du virkelig brug for det? Næste gang du er ude at handle og bliver fristet af et tilbud, så spørg dig selv om du virklig behøver det? Du vil måske blive forbavset over hvor ofte svaret er Nej
Mindre forbrug vil spare både miljøet og din pengepung og når du er hjemme igen kan du være stolt af at du er blevet mere bevidst om dit forbrug. Held og lykke.


Tak for de gode tips, Mette!
Vi kan tilføje: Har man æbletræer i haven, er der under høsttiden ingen grund til at købe æblerne i butikkerne (som kommer fra Chile eller New Zealand oveikøbet!).
Undnyt dét, som du i forvejen har.
KH
Selina
Gode enkle simple råd. Det er lige det vi har brug for. Tak.
Mit bud på mere økologi og en grønnere fremtid kan du – og alle andre – hente i denne gratis e-bog: http://www.semiokolog.dk/gratis-e-bog/
Al mit bedste
/Trine
Masser af gode tips – det der med hønsene er et stort ønske herhjemme
En rigtig god liste at have i baghovedet. Hvis vi er mange der bliver mere bevidste er regnstykket meget enkelt: Mange mennesker + små ændringer = store ændringer.
/Anja
Hvor er det bare en sød og fin liste! Det er da noget man med nemhed kna plukke fra
@Selina, i england er der en hjemmeside til folk der ikke kan overskue at plukke egen frugt. De skriver på siden at de ikke kan overskue det også bliver de kontaktet af andre der har lyst. På den måde er begge glade. Frugten går ikke til spilde og dem der har været ude og plukke er glade for den dejlige frugt.
Kh. Charlotte
Tak for en inspirerende side