Maling og lak kan have et højt indhold af organiske opløsningsmidler og indeholde andre sundhedsskadelige stoffer.
Maling – især til udendørs brug – vil altid indeholde nogle stoffer, som ikke just gavner din sundhed. Der er dog store forskelle for hvor skadelige malingsprodukterne er.
Der er mange slags maling på markedet, så det kan være svært at finde vej til de grønneste produkter. På Miljøstyrelsens liste over midler til behandling at træværk er der alene 51 forskellige produkter.
På denne, og økoliv’s andre sider om maling, bliver du lidt klogere på maling samt hvilke malingsprodukter, der er mindre skadelige for miljøet og for din sundhed.
Hvad består maling af?
Maling er sammensat af pigment, fyldstof, bindemiddel og opløsningsmidler – eventuelt tilsat additiver, som giver malingen bestemte egenskaber, eksempelvis beskyttelse mod lys eller mod svampedannelse. Maling beregnet til vådrum samt udendørs træmaling indeholder ofte fungicider – som er svampebekæmpelsesmidler.
Det er især de organiske opløsningsmidler, som der er sundhedsskadelige. Organiske opløsningsmidler opløser bl.a. olie, fedt, maling og plast. Mineralsk terpentin er et hyppigt anvendt organisk opløsningsmiddel i maling. Organiske opløsningsmidler tilhører gruppen af VOC’er (Volatile Organic Compounds) og inddeles ofte i tre kategorier: meget flygtige, flygtige og tungt flygtige VOC’er.
Bolius har en artikel om malingens indhold. Træ.dk beskriver forskellen mellem forskellige malingstyper (plast, linolie og alkyd).
Tungmetaller
Maling kan også indeholde miljøbelastende farvepigmenter og farvestoffer. Nogle pigmenter indeholder tungmetaller, og er problematiske i miljøet, fordi tungmetaller kan påvirke reproduktionsevnen hos mennesker og dyr.
Ftalater
Desuden kan der være ftalater i plastmaling/alkydmaling. I år 2000 blev der brugt cirka 70 tons ftalater i maling, anslår Miljøstyrelsen. Flere af ftalaterne er hormonforstyrrende. En IMS-test fra 2008 gav dog et fingerpeg om, at ftalater ikke længere anvendes i malinger med lav MAL-kode.
Aflever den gamle maling på genbrugsstationen og køb ny med lav MAL kode
Lad være med at bruge gammel maling og kig godt efter MAL koderne. MAL koden er en forkortelse af ‘Måleteknisk Arbejdshygiejnisk Luftbehov’ og angiver risikoen for at arbejde med malingproduktet.
Damson Paint har lavet nedenstående om MAL koderne.
Tommelfingerreglen er at jo lavere kode jo mindre risiko for sundhed og miljø. OG at tallet før bindestregen indikerer hvilke forholdsregler man skal tage for åndedrættet, det næste tal indikerer, hvilke forholdsregler man skal tage for huden.
Tallet FØR bindestregen:
00 - Vand
0 - Kan indeholde små mængder af opløsningsmidler og vand.
1 - Kan eksempelvis indeholde ethanol, IPA og høj kogende opløsningsmiddel i sammensætningen.
2 - Kan eksempelvis indeholde ren ethanol, samt opløsningsmidler i sammensætningen.
3 - Kan eksempelvis indeholde ren petroleum eller terpentin i sammensætningen.
4 - Kan eksempelvis indeholde ren xylen eller acetone i sammensætningen.
5 - Kan eksempelvis indeholde ren touloul, trichlorethylen eller cellulosefortynder i sammensætningen.
Tallet EFTER bindestregen:
- 0 Vand
- 1 Produkter uden nævneværdig risiko, men med risiko ved indånding af spraydampe, støvskyer m.m.
- 2 Produkter med risiko ved indtagelse og indånding af spraytåger, støvskyer m.m. Men uden risiko ved kontakt med hud og øjne.
- 3 Produkter med risiko ved kontakt med hud og øjne og ved indånding af spraytåger, støvskyer m.m. Risikoen kan også være en allergisk reaktion.
- 4 Produkter med risiko for ætsning/tæring som eksempelvis syrer, kaustisk soda, læsket kalk osv.
- 5 Produkter med risiko for fremkaldelse af stærk allergisk reaktion ved kontakt med huden, eller produkter med risiko ved kontakt med hud og øjne.
- 6 Produkter med et indhold, der er giftigt ved kontakt med hud og øjne og ved indånding af spraytåger, støvskyer mm. samt ved indtagning i små mængder.


