Køkkenet udgør en central plads i vores hjem og forventningerne til køkkenets funktion og fremtoning er vokset de sidste år.
Når vi flytter ind i et nyt hus eller lejlighed, er noget at det første, vi gør, at rive køkkenet ned og sætte et helt nyt køkken op! Nogle køkkener kan være helt udtjente, men der er givetvis også en del, som ikke fejler alverden. Denne køkken-udskiftningstrend er ikke just bæredygtig og en større genbrugsbevidsthed kunne gavne her.
Formaldehyd i indeklimaet.
Mange køkkener er lavet af spånpladekasser og ikke af massivt træ. Spånpladekasser er træspån, der er limet sammen med en lim, der, hvis andet ikke er nævnt, indeholder formaldehyd. Formaldehyd optræder i den luft vi indånder, når vi opholder os inden døre. Den stammer fra afgasning af træbaserede byggematerialer som f.eks. spån- og krydsfinerplader, fra møbler og fra maling og fernis, hvor formaldehydet bl.a. fungerer som konserveringsmiddel. Formaldehyd er klassificeret som kræftfremkaldende, og kan have daglige gener som irriterede slimhinder i øjne og luftveje samt lugtgener. Læs mere hos Statens Byggeforsknings Institut.
Nyt brugt køkken
Måske den finansielle krise tvinger os til at se på, om køkkenet, der følger med den nye bolig, nu også er helt udtjent. I alle tilfælde er der gode muligheder for at peppe dit gamle køkken op med brugte materialer og en ny indretning.
Hos firmaet genbyg finder du alverdens brugte byggematerialer. Genbyg er fysisk lokaliseret i København, hvor der er et meget velassorteret udvalg af genbrugsvarer til køkkener, herunder køkkenlåger, stålbordplader og skabslåger til brugte køkkenarmaturer, kølerumslåger og nye møbelgreb og knopper til dit nye brugte køkken.
Genbyg sælger også køkkenelementer lavet af gebrugsmaterialer fra den gamle TV by.
Den blå avis har et stort udvalg i køkkenbordsplader og køkkenvaske, noget er brugt andet er fejlkøbte materialer, som sælges videre.
Har du ikke mod på at bygge køkken selv, så kan du eventuelt alliere dig med en håndværker, som også har specialiseret sig i snedkerarbejde.
Nyt køkken
We do Wood er et firma som laver møbler og køkkenelementer i bambus. Det må siges at være bæredygtigt, da bambus gror som ukrudt. Planten kan vokse op til 60 cm om dagen, så gødning er derfor ikke nødvendigt. Bambus kræver stort set ikke vanding, men klarer sig med regnvand og kan dyrkes helt uden brug af kemikalier og insektbekæmpelse.
We do Woods køkkener bruger ikke kun den bæredygtige bambus, de bestræber sig også på at fjerne al brug af formaldehyd. Møblernes formaldehyd ligger i dag langt under nutidens danske officielle krav.
Firmaet satser på møbelproduktion, men på bestilling laver de køkkener. Se hvad de har at byde på her.
FSC mærket træ til nyt køkken
Hvis du skal købe nyt køkken og/eller bygger det selv af træ, så kig efter FSC mærkede træprodukter. FSC mærkningen garanterer, at træet kommer fra bæredygtig skovbrug. Denne mærkning er yderst vigtig at bakke op om, særligt når du køber eksotisk træ, som kommer fra de stadig svindende regnskove. På FSC.dk er der en produktguide, hvor du også finder køkkenelementer.
Vær opmærksom på om de produkter du evt. finder som FSC mærkede, er limet sammen af giftigt lim, og i øvrigt er produceret langt væk samt under forhold, der ikke tager hensyn til miljø og mennesker. Er det tilfældet, kan man næppe kalde det bæredygtigt. Spørg producenten om disse ting.
Se også denne film fra Nepenthes:

