Jeg er så heldig at have et af mine idoler som venner. Det er Jens Juhl, en fuldkommen engageret og idealistisk økolog , som holder til i hans og fruens kolonihave ‘Slottet’ i Haveforeningen Smørmosen, Gladsaxe.
Politikens ‘Lørdagsliv’ har i uge 32. 2010, bragt en strålende artikel om Jens og slottet i smørmosen, og formået at få dette sted og stedets ejere frembragt som de netop er; inspirerende, engagerede og glade uddelere af deres enorme viden.
Slottet i Smørmosen dyrkes udelukkende økologisk.
I havens 400 m2 er der en mangfoldighed af planter og dyr, grøntsager, frugtbuske & træer, stauder, sommerblomster som insekterne elsker, høns og vandbassin til de vandelskende dyr og planter. Haven pryder og bringer alle sanser i spil – i skærende kontrast til andre kolonihaver du ellers finder, som har sirlige anlagte staudebede og haven opdelt i rækker og kvadrater.
At anlægge en sådan have, hvor planter og dyr spiller sammen på bedste økologiske vis, sker ikke over én nat, men gennem viden og planlægning, eksperimenter og tålmodighed.
Jens og fruen Sølva går da også flot i spændt, hvor Jens har ansvaret for dyrkning og udvikling af køkkenhaven og Sølva med ansvar for prydhaven.
Når man er i haven, så er der dog prydningsstemning overalt – for smukke blomster er i køkkenhaven, og urter og grøntsager er i prydhaven.. Sikke noget rod, vil nogle mene .. Der er dog ingen tvivl om at det virker – både smukt og effektivt – for trivslen af insekter, dyr og planter, og ikke mindst for os mennesker, der besøger haven.
DU kan også gæste Slottet i Smørmosen og blive inspireret (for det bliver du med garanti!). Slottet ligger i Gladsaxe og der er åben haven den 22-23 september. Ellers er haven åben for alle -efter aftale med Jens & Sølva naturligvis.
I samarbejde med Gladsaxe kommune holder Jens også havekurser. Se mere på slottets hjemmeside: Slottet-i-Smoermosen.com .



